Tarmobstruktion er en blokering, der opstår i tarmen, både tyndtarmen og tyktarmen. Denne tilstand kan forårsage problemer med optagelsen af mad eller væsker i fordøjelseskanalen. Hvis den ikke behandles med det samme, kan blokeringen af tarmen dø og forårsage alvorlige komplikationer.
Blokeringer i tarmene forårsager ophobning af mad, væsker, mavesyre og gas. Denne tilstand vil lægge pres på tarmene. Når trykket er større, kan tarmen rives i stykker og uddrive indholdet (inklusive bakterier) ind i bughulen.
Symptomer på tarmobstruktion
Tarmobstruktion kan genkendes af følgende symptomer:
- Mavekramper, der kommer og går.
- Oppustet.
- Forstoppelse eller diarré.
- Hævet mave.
- Kvalme og opkast.
- Mistede da appetitten
- Svært ved at passere gas, fordi afføringen er forstyrret.
Grund og risikofaktorer Intestinal obstruktion
Ud fra årsagen opdeles tarmobstruktion i to typer, nemlig mekanisk og ikke-mekanisk. Her er den fulde forklaring.
Mekanisk tarmobstruktion
Mekanisk tarmobstruktion opstår, når tyndtarmen bliver blokeret. Dette kan udløses af tarmsammenvoksninger eller sammenvoksninger, som normalt opstår efter abdominal- eller bækkenoperationer. Andre forhold, der kan udløse en mekanisk tarmobstruktion er:
Et brok, der får tarmen til at rage ind i bugvæggen.
- Betændelse i tarmene, såsom Crohns sygdom.
- Indtaget fremmedlegeme (især hos børn).
- Galdesten
- Diverkulitis.
- Intussusception eller tarm, der folder indad.
- Meconium stik (barnets første afføring, der ikke kommer ud).
- Tyktarms- eller æggestokkræft (ovarie).
- Forsnævring af tyktarmen på grund af betændelse eller arvæv, fx på grund af tarmtuberkulose.
- Ophobning af afføring.
- Volvulus eller snoet tarmtilstand.
Ikke-mekanisk tarmobstruktion
Ikke-mekanisk tarmobstruktion opstår, når der er en forstyrrelse i sammentrækningen af tyktarmen og tyndtarmen. Forstyrrelser kan forekomme midlertidigt (ileus), og kan forekomme på lang sigt (pseudo-obstruktion).
Ikke-mekanisk tarmobstruktion udløses af en række forhold, såsom:
- Abdominal- eller bækkenoperation.
- Gastroenteritis eller betændelse i mave og tarm.
- Blindtarmsbetændelse eller betændelse i blindtarmen.
- Elektrolytforstyrrelser.
- Hirschsprungs sygdom.
- Nervelidelser, fx Parkinsons sygdom eller multipel sclerose.
- Hypothyroidisme
- Brug af lægemidler, der påvirker muskler og nerver. For eksempel tricykliske antidepressiva, som f.eks amitriptylineller smertestillende medicin oxycodon.
Diagnose af tarmobstruktion
For at afgøre, om patienten lider af tarmobstruktion, vil lægen først spørge om de oplevede symptomer og deres sygehistorie. Derefter vil lægen udføre en fysisk undersøgelse ved at lytte til tarmlyde ved hjælp af et stetoskop. Patienter kan mistænkes for at have tarmobstruktion, hvis underlivet ser hævet ud, smertefuldt, eller der er en klump i maven.
Endvidere vil der blive gennemført understøttende undersøgelser for at styrke diagnosen, såsom røntgenundersøgelse, CT-skanning eller ultralyd af maven. Disse billeddiagnostiske tests kan hjælpe læger med at lokalisere blokeringen.
En anden metode, der bruges til at bekræfte diagnosen tarmobstruktion, er røntgenundersøgelse ved hjælp af bariumlavement eller luft. Denne procedure udføres ved at indføre bariumvæske eller luft i patientens tarm gennem anus. Bariumvæsken eller luften tjener til at se tarmene mere detaljeret under røntgenundersøgelser.
Tarmobstruktionsbehandling
Behandling af tarmobstruktion afhænger af den underliggende årsag. Patienter skal indlægges til behandling, som omfatter:
- Indsættelse af en nasogastrisk sonde (ernæringssonde). Indsættelsen af denne ernæringssonde er ikke beregnet til at give mad direkte til maven, men for at dræne maveindholdet til ydersiden og derved reducere klager over hævet mave. En nasogastrisk sonde vil blive indsat gennem næsen ind i maven.
- Kateterindføring. Et kateter placeres for at tømme patientens blære.
- Administration af væsker ved infusion. Denne handling er at genoprette elektrolytbalancen i patientens krop.
Udover ovenstående behandling kan operation også anbefales ved tarmobstruktion. Tarmobstruktionsoperation bør ideelt set forudgås af faste. Men fordi denne tilstand nogle gange er klassificeret som en nødsituation, er faste ofte ikke muligt.
Intestinal obstruktionsoperation udføres ved først at give patienten generel anæstesi. Operationsmetoden kan udføres ved åben kirurgi eller kirurgi med minimale snit (på størrelse med et nøglehul) ved hjælp af specielle værktøjer såsom et kamerarør (laparoskopi).
Valget af handlingsmetode afhænger af placeringen og størrelsen af obstruktionen, samt den underliggende årsag. For eksempel ved obstruktion forårsaget af sammenvoksninger, der har spredt sig vidt eller store tumorer, vil lægen udføre åben operation. I mellemtiden, hvis obstruktionen opstår på grund af infektion eller en lille tumor, er det tilstrækkeligt at behandle det med laparoskopisk kirurgi.
Behandlingstyper for tarmobstruktion omfatter:
- Kolektomi. Colectomy eller tarmskæring er operation for at fjerne hele eller dele af tarmen, både tyndtarmen og tyktarmen. Denne procedure udføres, når tarmobstruktionen er forårsaget af en tumor. Kolektomi kan udføres ved åben kirurgi eller ved laparoskopi.
- kolostomi. En kolostomi er en procedure til at lave en stomi (hul) i bugvæggen, som en måde at fjerne afføring på. Denne procedure udføres, når patientens tarme er beskadiget eller betændt. En kolostomi kan gøres permanent eller midlertidig.
- Adhæsionsfrigørelseskirurgi (adhæsiolyse). Intestinale sammenvoksninger eller sammenvoksninger kan frigøres ved åbne eller laparoskopiske kirurgiske metoder. Åben operation udføres ved at lave et langt snit i patientens underliv, så lægen kan se de indre organers tilstand direkte. I mellemtiden bruger laparoskopi specielle værktøjer såsom et kamerarør til at vise et billede af de indre organer i maven, så det er nok at lave flere små snit i maven.
- Installation stent. I denne procedure, stent (et rørformet net) placeres i patientens tarm, for at holde tarmkanalen åben og forhindre blokeringen i at opstå igen. Denne handling udføres, når obstruktionen opstår gentagne gange, eller hvis tarmen er alvorligt beskadiget.
- Revaskularisering. Revaskularisering er en procedure til at genoprette blodgennemstrømningen til normal. Denne procedure udføres, når patienten har iskæmisk colitis, som er en tilstand, hvor tarmene bliver betændt på grund af nedsat blodforsyning.
Intestinal obstruktionskomplikationer
Hvis den ikke behandles med det samme, kan tarmobstruktion forårsage livstruende komplikationer, hvoraf en er tarmvævets død på grund af ophør af blodforsyning. Denne tilstand kan udløse en rift (perforation) i tarmvæggen, hvilket resulterer i peritonitis eller infektion i bughulen. Perforation med bughindebetændelse er en nødsituation, der skal behandles med det samme.