Tumormarkører er stoffer, der kan findes i kroppen som en markør for en tumor eller kræft. Undersøgelse af tumormarkører udføres generelt som en del af en undersøgelse for tidlig påvisning (screening) af kræft, diagnosticering af kræft og bestemmelse af kræftbehandling og kræftbehandlingens succes.
Tumormarkører er en type stof eller antigen produceret af kræftceller. Dette stof kan findes i blod, urin, afføring og andet kropsvæv. Høje niveauer af tumormarkører kan indikere tilstedeværelsen af sygdom, især kræft.
Høje niveauer af tumormarkører indikerer dog ikke absolut, at der er kræft. Dette skyldes, at nogle normale kropsceller også kan producere tumormarkører.
Tumor markør undersøgelse
Undersøgelse af tumormarkører udføres sædvanligvis hos patienter, der er i risiko for kræft, mistænkt for at have kræft, og kræftpatienter, der i øjeblikket er i kræftbehandling.
Der er flere grunde til, at undersøgelse af tumormarkører er vigtig, herunder:
- Opdag typen, størrelsen og stadiet eller stadiet af kræft.
- At vide, om kræftceller har spredt sig til andre kropsvæv.
- Bestem den rigtige kræftbehandlingsmetode.
- Forudsige succesraten for behandling.
- Overvåg fremskridt for kræftbehandlingsresultater.
- Opdag kræft, der dukker op igen efter endt behandling.
- Tidlig opdagelse af kræft hos mennesker, der har høj risiko for kræft, for eksempel personer, der har forældre eller søskende med en historie med kræft.
Undersøgelse af tumormarkører kan foretages ved tre metoder, nemlig urinprøver, blodprøver og biopsier. Den udtagne prøve vil blive sendt til en patolog til analyse i laboratoriet.
Tumormarkører, der almindeligvis anvendes til kræftscreening
Der er en række tumormarkører, der almindeligvis anvendes i laboratorietests. Nogle tumormarkører bruges til kun at opdage én type kræft og andre til at opdage flere typer kræft.
Følgende er de mest almindelige tumormarkører, der bruges til kræftscreening:
1. CEA (carcinoembryonalt antigen)
CEA er et tumormarkørstof, der bruges til undersøgelse af flere typer kræft, herunder tyktarmskræft, lungekræft, mavekræft, kræft i skjoldbruskkirtlen, kræft i bugspytkirtlen, brystkræft, blærekræft og kræft i æggestokkene.
Udover at påvise kræft, har CEA-undersøgelsen også til formål at følge udviklingen af behandlingsresultater og påvise kræftceller, der dukker op igen, efter at patienten er færdig med at gennemgå kræftbehandlingen.
2. AFP (alfa-føtoprotein)
AFP er et tumormarkørstof, der bruges til screening for leverkræft, ovariecancer og testikelkræft. Dens anvendelse er at diagnosticere de tre typer kræft, bestemme kræftstadiet eller -stadiet, overvåge behandlingssucces og forudsige helbredelsesrater.
3. B2M (Beta 2-mikroglobulin)
B2M er et tumormarkørstof, der bruges til undersøgelse af blodkræft, myelomatoseog lymfom. Dens anvendelse er at overvåge behandlingssucces og forudsige helbredelsesrater.
4. PSA (prostata-specifikt antigen)
PSA er et tumormarkørstof, der ofte bruges til prostatacancerscreening. Dens anvendelighed er at hjælpe med at diagnosticere prostatacancer, overvåge fremskridtene af kræftbehandling, som patienten i øjeblikket gennemgår, og opdage kræft, der dukker op igen efter endt behandling.
PSA-niveauer er dog normalt forhøjede ved tilstedeværelse af benign prostataforstørrelse (BPH).
5. CA 125 (kræftantigen 125)
CA 125 er en tumormarkør, der bruges til at bestemme succesraten for behandling af ovariecancerpatienter. Undersøgelse af tumormarkører er også nyttig til at påvise, om ovariecancer dukker op igen efter endt behandling.
6. CA 15-3 og CA 27-29 (cancerantigener 15-3 og 27-29)
CA 15-3 og CA 27-29 er tumormarkører, der bruges til at overvåge behandlingsresultater hos brystkræftpatienter.
Brugen af tumormarkører til kræftscreening kan variere afhængigt af tilstanden og sygehistorien samt de symptomer, patienten oplever.
Når resultaterne af tumormarkørundersøgelsen viser et positivt resultat, eller der er en stigning i antallet af tumormarkører, er det ikke ensbetydende med, at du med sikkerhed er diagnosticeret med kræft.
Tumormarkører er normalt forhøjede i flere andre sygdomme, såsom hepatitis, nyresygdom, pancreatitis, bækkenbetændelse og inflammatorisk tarmsygdom. Tumormarkører kan også findes hos gravide kvinder og personer, der har en rygevane.
Derudover har ikke alle kræftpatienter høje niveauer af tumormarkører i deres kroppe. Hvis resultaterne af undersøgelsen viser, at tumormarkøren i kroppen er lav, betyder det ikke, at der ikke er kræft i kroppen.
For at diagnosticere kræft kræver det derfor en række undersøgelser bestående af en fysisk undersøgelse, radiologisk undersøgelse, herunder røntgen, ultralyd, CT-skanning og MR, undersøgelse af tumormarkører og biopsi.
For at opdage kræft tidligt, rådes du til at få en helbredsundersøgelse el sundhedscheck regelmæssigt til lægen hvert par år, især hvis du har risiko for kræft. Under undersøgelsen vil lægen afgøre, hvilken type tumormarkører der skal undersøges sammen med andre nødvendige undersøgelser.